Hvor ofte tænker du på hvad der er vigtig for dig, hvem du gerne vil være, hvad du gerne vil bidrage med og hvad der er dine værdier/regelsæt?
 
Jeg tænker ofte over det, faktisk ret ofte. Men det er som oftest relateret til det jeg står, i nuet og ikke så meget i en helhed.
 
Det fik jeg lyst til, altså at se det hele lidt for oven i en helhed.
Jeg ville nedfælde mine 10 leveregler..det blev til 50!! og det er ikke fordi, alt skal være fyldt med regler, tværtimod.
 
Jeg tror på at jo bedre man kender sig selv i det der er vigtig for en, jo mere kan man leve det og tiltrække ud fra det.
Det er sådan jeg oplever det. 
 
Jeg lever ikke mine 50 ”regler” konstant, men det meste af tiden gør jeg. Når jeg ryger ud af dem og støjer rundt i mit liv, så har jeg lært at stoppe op og mærke efter/huske mig selv på, hvad der er mine værdier og hvad der er vigtig for mig i den situation jeg står i. 
Det gør at jeg hurtigt er tilbage på sporet igen. Det føles både som en gave og som en helt naturlig måde at justere sig selv på.
 
Hvad er dine vigtigste leveregler??
 
Mine får du her og du er velkommen til at lade dig inspirere.
Jeg vil elske at høre fra dig, hvis du kaster dig ud i at skrive dine ”regler” - ”værdier” – ”bud”  

MIN FAR
 

Min far var mit store idol, jeg så op til ham, elskede ham højere end noget andet og jeg ville så gerne bare være hos ham. 
 

Han var en helt anden type end min mor, eller nogle anden jeg kendte. Han var god til at tale om følelser, især sine egne, han var udadvendt, moderne og havde god stil, hans venner elskede ham, han var sjov og den bedste ven man kunne have. 
 

​Jeg beundrede ham og den måde han var på, et karismatisk, kærligt menneske, som til og med talte med mig, som lige værdig ven. 
Jeg har aldrig kaldt ham for far, men ved hans navn, Bjarne. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men så længe jeg kan huske har han været Bjarne og ikke far. Han sagde at det også var meget nemmer sådan, for vi var venner. 
 

Min far og mor mødt hinanden i en ung alder, jeg tror ikke de havde så meget tilfælles, udover at de godt kunne li´ at feste. Min far er uddannet anlægsgartner og en dygtigt og kreativ en af slagsen, men fest og stoffer fyldte mest og siden han blev færdig i lærer, har han ikke haft arbejde. Han var på bistandshjælp og tjente sine penge på salg af hash og i perioder rigtig mange penge. Jeg fik ofte penge af ham, når jeg besøgte ham på de værtshuse hvor han kom og solgte hash.
 

Fra helt lille af følte jeg vi havde mange ting tilfælles, han lærte mig en masse om musik, vi kunne høre hans lp’er i timevis og tale om musikken og teksterne, hvad de betød, vi lyttede til lange guitar soloer og gik ind dybt ind i musikken. 
Han havde mange lp’er. Jeg kan huske jeg kunne bruge lang tid, på bare at side og kigge på pladeomslag og lytte til musik. Jeg fik min første rock plade af min far. Det var ”dark side of the moon” med Pink Floyd. Jeg var stolt over at vide en masse om musik, som mine venner ikke forstod noget af.
 

Han viste så meget om musik og jeg elskede at høre ham fortælle. Han fortalte også om de oplevelser, han havde haft med stoffer som ofte var forbundet med musik. Det var spændende, at høre om hans trip, om når han havde været på LSD og spændende at høre om hvordan det føltes at ryge hash. Ofte når vi sad og lyttede til musik, sad han med en majspibe eller en joint og røg. Nogle gange fik jeg lov til at riste tobakken i sølvpapir, det var spændende at være med.
 

Han havde en gang været rigtig stiknarkoman og fortalte hvordan han selv havde haft viljen til at stoppe og hvordan han havde afgiftet sig selv. Det var voldsomt at høre om, men jeg syntes at han var ubeskrivelig stærk, at han havde så meget viljestyrke. 
Han havde mange principper og var stolt af dem. Det var vigtigt for ham kun at sælge hash og ikke andre stoffer og han følte at det gjorde ham til noget ærligt og troværdigt.
 

Hash var en naturlig del af min barndom, lige så længe jeg kan huske tilbage, har der været store stabler af hash plader, pakket ind i plastik folie. Jeg lærte at se forskel på de mange forskellige slags, marokkaner, libaneser..osv. 
Min far byggede en gang en seng, hvor der blev indbygget et hemmeligt rum, til penge og hash inde i sengen. Jeg syntes det var smart tænkt og det var spændende, at forestille sig alle mulige snedige steder hvor man kunne gemme hash.
 

Noget af det jeg elskede mest ved min far, var min følelse af at vi kunne tale om så mange ting og at jeg var en af hans venner. Han sagde ofte til mig, at vi er ikke som far og datter, vi er mere som venner og det er godt, for jeg er ikke god til at være far. 
Han var bevidst om, at rollen som far ikke var en han evnede, at tage ansvar for, men han kunne godt finde ud af at være min ven. Ihvertfald noget af tiden. Han drak meget og var i perioder konstant på værtshuse, det kunne være massivt druk i flere måneder i træk nogle gange og så sås vi ikke. 
 

Når vi var sammen, kom det altid på en eller anden måde til at handle om ham og det han var i, han var god til at sætte ord på hvorfor, han ikke kunne være der mere for mig. Han var altid meget ærlig ned til mindste detalje, om hvad han lavede og hvordan han havde. Den åbenhed var både det jeg søgte hos ham, men også den der gjorde mest ondt. Uanset hvor meget jeg kæmpede, kunne jeg ikke få det af ham jeg ønskede.
 

På trods af at min far var den jeg elskede mest på hele jorden, føler jeg også samtidig at han var den der svigtede mest. Det var han måske ikke, men det er min følelse. Han så hvor sølle mit liv var, han viste hvad der foregik hjemme hos min mor og hendes mand, han gjorde mig til en ven i stedet for en datter, han lyttede, men tog aldrig ansvar.
Jeg græd inden i, når han sagde at vi var som venner og ikke som far og datter og at han ikke kunne være mere for mig end det. Jeg viste aldrig hvor ked af et jeg var, jeg var så frygtelig bange for at blive afvist og at han ikke ville se mig, hvis jeg gav udtryk for at det ikke var nok. Det gjorde ondt og jeg havde ikke ”råd” til at miste ham og det vi havde sammen.
 
 
Min fars liv, var aldrig kedeligt og til mig var det nok til tider lidt for meget kaos. Men jeg prøvede på alle måder at passe ind i hans liv.
Et år skulle vi holde jul sammen, Det var første gang vi nogle sinde skulle holde jul sammen. Jeg kan huske jeg havde været ude, at købe julegaver sammen med min mor, det var lille juleaften og vi tog bussen ud til min far, for at stille gaverne klar til dagen efter. 
Vi banker på døren og den bliver åbnet af en betjent. Min far står med håndjern på ryggen, tåren triller ned ad han kinder, hele lejligheden er totalt splittet ad, det myldrer med politi der inde. Helt præcis hvad der bliver sagt og hvad der skete, det husker jeg ikke. Tæppet blev revet væk under mig, jeg havde det som om han var ved at dø og jeg aldrig skulle se ham igen. Jeg græd og græd. 
Min mor og jeg gik ned til mine bedsteforældre og jeg husker at jeg fortsatte gråden, den var ustoppelig. Jeg havde glædet mig mere end nogle sinde før til min første jul med min far og den blev brutalt revet væk under mig. Det var skamfuldt og jeg var i dyb sorg, den jeg elskede højest, blev revet væk fra mig. Det står for mig som en af de mest surrealistiske ting jeg har oplevet og den dag i dag bliver jeg stadigvæk berørt af at tænke på hvordan det føltes.
 

Fordi vi jo var venner, var det her med gaver heller ikke så vigtigt og det var heller ikke så vigtigt, at holde jul og fødselsdage sammen. Mange gange glemte han min fødselsdag, ringede mange dage senere og fortalte, at han ikke havde kunne komme til en telefon, fordi der var for meget rod i hans liv, eller fordi han havde været for fuld, til at han syntes det var godt at ringe. Jeg var altid meget forstående uden på og dybt ulykkelig inden i.
 

Vi har mange gange haft et utal af aftaler, hvor han ikke dukkede op, jeg var ulykkelig hver gang, for jeg følte han var den eneste, der kunne ”rede” mig fra min mor og det liv jeg havde med hende.
Da jeg var 6 år, var jeg stor nok til selv at køre med bussen. Jeg tog ofte turen ind til den by, hvor hans stamværthuse lå og ledte efter ham, jeg havde så meget brug for ham. 
Han tog altid imod mig når jeg kom an troppende, nogle gange var han grædende og undskyldende og sendte mig hjem igen, andre gange var jeg der bare og hang ud i timevis mens han ”arbejdede” og blev mere og mere fuld.
 

Han var der for mig i perioder og jeg elskede de perioder og husker dem som gode tider, han kunne have længere perioder hvor han ikke drak og fik nogle lunde styr på sit liv, det gav mig håb, men det varede aldrig ved.
 
 
Livet på de værtshuse hvor min far kom var ikke ”for børn”. Miljøet var mere hårdt og nogle gange brutalt, i forhold til det værtshus hvor min mor kom, det var lille og alle kendte alle. Der hvor min far kom, var der også stamgæster og mange af dem kendte jeg og kunne rigtig godt lide, men det var også et sted hvor der kom mange blandede mennesker, fordi der blev solgt stoffer og ikke kun hash, men alle slags stoffer, der kom narkomaner og andre mennesker, der indimellem var ret langt ude. 
Nogle gange kom der også andre udefra, der solgte stoffer og det udløste ”krig” mellem dem, der kom der til dagligt og dem der kom udefra for at sælge. Der var ofte slagsmål og politi. Når det gik vildt for sig, gemte jeg mig på toilette, hvis det var muligt at komme der ud, ellers krøb jeg sammen under bordet og gemte mig under nogle jakker.
 

En gang var der nogle der var efter min far, det var nogle svensker der også solgte hash som han lavede noget forretning med, de var blevet uenige og truede ham på livet, så han måtte gå under jorden igennem en meget lang periode. 
Det var ikke i småtings afdelingen, min far han solgte og derfor var dramaerne ofte heller ikke i småtings afdelingen.
 

En gang hvor jeg var med min far på et af de værtshuse hvor han kom, kan jeg huske at der kom en hen og advarede ham om at der var nogle på vej der var efter ham. Vi måtte flygte meget hurtigt. Vi løb ned gennem en gågade og ind på et andet værtshus, hvor vi gemte os i baglokalet. Dem der var efter ham, kom der ind og smed rundt med borde og stole og råbte, men de fandt os ikke. Det var voldsomt og jeg kan huske at jeg rystede, men prøvede at lade være for at min far ikke skulle sende mig hjem til min mor, for jeg ville være hos ham.
 

Jeg elskede min fars kærester, der har været nogle stykker, men ikke mange, bare nogle stykker og jeg har elsket dem alle højt. Særligt hans første kæreste efter min mor. Hun hed Lotte, hun var ung, smart, smuk og hun var god til mig, jeg tror også at hun var glad for mig og gerne ville familie med min far. Men ingen af dem var vist rigtig i stand til at få det til at ske, især ikke min far, han valgte altid værtshuslivet og sin hashbusiness frem for familien. Der var altid lige noget der skulle falde på plads, så ville der komme nye tider! og lige som jeg troede på det, ligesådan tror jeg hans kærester har haft det. Men deres tålmodighed var en anden end min og de forsvandt igen.
 

En af de kærester min far havde, mødte han noget tid efter han var kommet ud af fængslet. Jeg var teenager på det tidspunkt. Hun var min fars store kærlighed og han fortalte altid til mig om hvor lykkelig han var sammen med hende. Han flyttede ind hos hende, hun var svensker og boede et stykke oppe i Sverige.
En gang sagde fortalte han mig, at de havde talt sammen om hvis nu de stod i en katastrofe situation, hvor de skulle vælge hvem de kunne rede, dit barn eller dit livs kærlighed, så var de blevet enige om at de ville rede hinanden, for deres kærlighed var så unik, så enestående ren, fantastisk og universel, så den ville aldrig kunne genskabes, men et nyt barn ville de jo kunne skabe sammen, kærligheden til ens børn ville altid være den samme, deres ville aldrig kunne findes med nogle anden partner.
Jeg græd indvendigt og det er en af de ting der har printet sig dybt ind i mig og givet ekko i så mange år af mit liv..endnu en gang var jeg ikke værd at rede.
 

Som teenager begyndte tidligt at gå i byen. Mine veninder og jeg mødte indimellem min far på et af de diskoteker hvor vi kom. Det var ret sejt, for han var sjov at feste med og han skaffede os speed. 
Han syntes det var bedre hvis han skaffede det til os, end hvis vi selv gjorde, for han sagde at man aldrig rigtig vist hvad man fik og det kunne være farligt, hvis man fik noget forkert. Jeg syntes både at det lød klogt og var stolt af den måde min far passede på os på den måde. 
 

Jeg så op til min far og ville gerne passe ind i hans liv og følte mig som noget særligt og voksent sammen med ham, fordi han behandlede mig som sin ven.
Samtidig løj jeg også meget overfor ham. Det var løgne om hvordan jeg havde det, løgne der skulle få mig til at passe bedre ind i hans liv. Jeg ville så gerne have hans anerkendelse og ros, så det jeg løj om, var ofte i form af at ”pynte” på tingene om hvordan jeg håndterede mit liv. 
Det er lidt svært helt præcis at fortælle hvordan mine løgne var, jeg var så sølle på så mange måder. Det var løgne der dækkede over mange forskellige følelser. Jeg fortalte min far rigtig mange ting om hvordan jeg klarede mig, om hvordan jeg stjal når jeg var sammen med mine veninder, om hvordan vi stak af og tog til København og rendte rundt i gaderne om natten, om hvordan min mor og hendes mand opførte sig og alt det var rigtig nok, der hvor løgnene kom ind var mest, hvordan jeg havde det med det, for han måtte ikke tro, at jeg ikke kunne tackle det der var eller at jeg ikke kunne klare mig selv. Jeg frygtede at blive afvist, hvis jeg forventede noget af ham, så det var der løgnene de skulle dække over noget.
 

I de år min far boede i Sverige, blev hans liv mere ”normalt” eller i hvert fald mere roligt i nogle perioder. Han tog ikke lige så ofte til Danmark. Men indimellem skulle han jo sælge hash for at tjene penge, han fik bistandshjælp, men det var ikke altid nok. 
Da jeg var flyttet ”hjemmefra” fra den institution jeg boede på, flyttede jeg til Helsingør, jeg boede til leje på et værelse, der lå på vejen lige mellem det værtshus, hvor min far solgte hash og færgerne til Sverige. 
For ikke at skulle blive snuppet af narkohunde i Helsingborg når han tog hjem, kom han indimellem forbi hos mig og lagde hash og penge hos mig, det var jo ret let på den måde! og jeg ville gerne hjælpe min far og føle at han kunne bruge mig til noget. Jeg var ikke dum, jeg har altid vist at det han gjorde, var ulovligt. Men jeg var naiv og tænkte ikke tanken en eneste gang, at det jeg gjorde også var ulovligt.
 

Jeg har aldrig haft mit eget værelse nogle af de steder hvor han boede, når jeg var på besøg hos min far. Der blev altid redt op på en madras på gulvet. 
Et af de steder hvor han boede med en kæreste i en to værelses lejlighed, lå jeg på en madras i deres forende. Jeg kunne ikke sove på sofaen i stuen for der sad de jo om aftenen, så også hos min far, var jeg en usynlig del af deres sexliv, hvor der ikke blev taget hensyn til at jeg lå i fodenden med en pude over hovedet og lodens som om jeg sov.
En gang da han boede i Sverige sammen med en kæreste, kan jeg huske at jeg også sov på en madras på gulvet. Det var i et værelse der lå mellem deres soveværelse og gangen, så de skulle forbi mig, når de skulle ind og ud af værelset. 
Jeg kan huske en nat hvor de havde sex, at min far kommer ud af deres værelse og jeg var lettet fordi de holdt op med deres lyde, jeg kom til at åbne øjnene og kigge op på ham og han er nøgen. Han skæller mig ud over at jeg kiggede og at jeg ikke respekterede deres privatliv. Jeg følte mig skamfuld og misforstået.
 

At se og høre min far have sex føltes anderledes end når det var min mor og hendes mand. Det var det selvfølgelig ikke, de grænser der er blevet overskredet var de samme. 
Men når det var min far var det noget jeg virkelig prøvede at fortrænge, fordi det måtte ikke ødelægge det billede jeg havde af ham, det måtte ikke komme imellem os. Men det var svært, for min far var den slags mand der rigtig godt kunne li´ sex og gerne længe og meget af det og i lang tid ad gangen.
Han havde pornoblade liggende og skjulte dem aldrig, det var lidt som om det bare var en side af ham, som jeg måtte acceptere når nu jeg var i hans hjem.
 

Jeg elskede ham og det gør jeg i en eller anden form stadigvæk. Han er på mange måder et godt og ærligt menneske. 
Men svigtene har været for store og hans fravalg af mig, sidder dybt i mig. Jeg har for 10-11 år siden valgt ikke at have ham i mit liv længere, både fordi smerten har været for stor og fordi jeg aldrig nogle sinde vil byde min egen søn, at han skal opleve, det han har budt mig. 
Han skal aldrig stå og vente på en morfar, der ikke kommer til aftaler, eller risikere at han dukker fuld op til en aftale. Eller overdynge ham med lange snakke om hans liv og hans valg.
 

Samtidig er det også en følelse af, at de svigt jeg har oplevet, er for store til, at jeg kan rumme at han er en del af mit liv. Jeg arbejder på at kunne tilgive, men sidder også med en følelse af hvad er det jeg skal tilgive, kan jeg tilgive en der så det hele, men ikke trådt til og gjorde noget.. Det værste er at, jeg indimellem kan føle skyld over det, føle skyld over på den ene side, at tænke han burde have været der for mig og på den anden føle skyld over at tænke sådan, han havde jo sit eget at slås med.. føle skyld over, at have forventninger til hvad en far er?, føle skyld over ikke længer, at have forståelse for hans valg og fravalg som jeg havde da jeg var yngre.
 

Delen her om min far, har været den sværest del indtil nu, at skrive om.
Det er svært fordi det hele bliver et stort psykisk bevidst svigt fra hans side, han valgte ikke at gøre noget og var ærlig omkring det, hans ærlighed har gjort så ondt, han kunne har truffet mange andre valg, men sagde at han ikke ville, fordi han ikke mente han var egnet til at være far, men kunne være min ven.. Han har aldrig ville prøve, aldrig givet det en chance og det gør ondt.
 

Den følelse jeg har siddet tilbage med som voksen og som jeg har kæmpet med hele mit liv var, at jeg er uden værdi, jeg er ikke værd at ofre noget for, der er ikke var kærlighed nok til at jeg kunne være hans datter, der var ikke kærlighed nok til at ofre druk og stoffer for mig.
 

For kort tid siden var jeg hos en dame, der arbejder med traumer og regression. Hun kaldte mig psykopat! Det var hårde ord, men det er sandt!
​For som hun sagde du er jo ikke psykopat over for andre, der har du masser af empati, kærlighed og omsorg. Men den måde du er blevet behandlet på i din barndom, den måde de voksne i din barndom behandlede dig på, det er den måde du har lært at behandle dig selv på, derfor er du blevet til psykopat i din måde at være over for dig selv på.


Det er på mange måder sandt, jeg har altid været meget hård ved mig selv og selvom jeg har arbejdet med mig selv og har et godt liv, så er der stadigvæk steder hvor jeg kan se, at der hvor mine traumer påvirker mig mest den dag idag mit er den måde jeg nogle gange behandler mig selv på.


Den næste del af min historie, handler om skole tiden, jeg var forkert, jeg var anderledes og jeg var ensom.

Tak fordi du læste med.

​Kh. Sine

MIN MOR og hendes ”første” kæreste.
 
Min mor og far blev skilt mens jeg stadigvæk var helt lille, jeg har ingen erindringer om hvordan det var den gang, andet end hvad jeg er blevet fortalt. De festede meget, gik på værtshus og levede hippe, eller nok mest min far, for min mor passede jo mig, jeg var baby på det tidspunkt. De blev skilt da jeg var omkring et år gammel. Jeg kender ikke grunde til at de blev skilt. 
 
Nogle af de først ting jeg husker, er min mors forhold til den fyr hun mødte efter min far. De var sammen fra mine tidlige år i børnehave til de første år af min skoletid, til omkring da jeg gik i 2.-3. klasse.
 
Jeg kan huske at han havde epilepsi og fik virkelig mange anfald, i kraft af at han drak meget. Det så voldsomt ud, men min mor tacklede det vist ret fint når han fik sine anfald og var rolig i det.
 
Jeg husker det ikke så tydeligt. Men jeg husker, jeg kunne godt li ham, i hvert fald noget af tiden. Han var både glad for børn og god til børn. 
Min mor og ham var gode til at finde på ting sammen, de havde mange projekter, de var glade for at arbejde i deres have, de havde høns og vi var på cykelferier, det var ham der lærte mig at cykle. Jeg tror virkelig gerne han ville være en familie med os og min mor var hans store kærlighed.
 
Meget var godt mellem dem, men i de perioder hvor de drak meget, var det knap så godt. Han var den type alkoholiker der kunne hælde to flasker snaps eller vodka ned, for så enten at blive voldelige eller gå ud som et lys.
 
En lille kilometer fra hvor vi boede, lå der en kro, hvor de kom meget. Jeg var også meget med. Ofte gik jeg der ned til dem efter skole, Jeg kunne godt li´ at være der, især på det tidspunkt af dagen, for der var de ikke blevet så fulde endnu, der var roligt og hyggeligt og jeg fik opmærksomhed. 
 
Det var et sted med faste stamkunder, der alle havde hver deres faste plads. 
De var som en lille familie og jeg var en del af denne familie, de var søde, jeg var en alle tog sig af og kunne li´. 
 
Alfred havde en lille gravhund der hed Snuggi, den fik jeg lov at gå tur med op og ned ad strandvejen. Janus spillede altid på yatzy maskinen og jeg fik lov at være med. En dame der hed Lis, strikkede nisser, jeg var med hende hjemme og vælge min egen nisse. 
Jeg fik tit penge når jeg var med, nogle gange af min mor og hendes kæreste, andre gange af gæsterne, jeg sparede dem op, jeg ved ikke til hvad, men det er også lige meget, for jeg nåede aldrig at bruge dem før min mor og hendes kæreste havde tømt min sparegris.
 
Som sagt var glad jeg glad for at komme der, heller være med end blive ladt alene hjemme, hvilket også skete ret ofte. 
I løbet af eftermiddagen når de var på kroen, fik de hældt mere og mere alkohol på og stemningen blev høj og festlig, det kunne nogle gange kunne være sjovt, for så blev der danset og sunget og jeg var med, andre gange endte det i slagsmål, med politi og hele balanden og jeg var bange.
 
Min mor og hendes kæreste var som sagt rigtig gode sammen når de ikke drak, men når de drak, gik det voldsomt for sig. 
Min mors kæreste blev aggressiv og voldelig når og kunne ikke styre sit temperament. Meget af det handlede vist og jalousi. Jeg kan ikke huske om det var så ofte at han tæskede hende, men det tror jeg ikke, eller også var jeg der bare ikke når det skete.
 
Jeg føler jeg har mange gode minder fra den tid, selvom det selvfølgelig ikke er minder et barn bør have, da rigtig mange af minderne er fra værtshuse, men det er de minder jeg har og måske et billede på at jeg har prøvet at passe ind og få det bedste ud af det der var, det var jo sådan mit liv så ud og også derfor nogle af minderne var gode, selvom de burde have været noget andet og mere trygt for en lille pige.
 
Jeg kan huske mange gange, hvor jeg vågnede op om natte og opdagede at jeg var alene, de var gået. 
Jeg ledet efter dem, jeg var bange og troede der var sket noget med dem. 
Vi havde ikke telefon, så der var ikke nogen jeg kunne ringe til. Jeg måtte bare vente, jeg sad i timer og kiggede ud ad vinduet efter dem. Når de kom hjem, var jeg lettet og bange på samme tid, for de var fulde og højrystede. Det blev ikke modtaget godt at jeg havde været oppe og siddet og ventet på dem. Jeg fik skæld ud og blev smidt i seng, så de enten kunne knalde eller slås. 
 
Jeg lærte hurtigt at når de kom til syne op ad havegangen, skulle jeg skynde mig ind i seng og ladens som om at jeg sov. 
Der var ingen dør ind til mit værelse og heller ikke ind til deres, så alt hvad der skete derinde, var som at stå midt i det de havde gang i.
 
Jeg var aldrig tryg, viste aldrig hvor jeg havde dem. Selv i de perioder hvor jeg boede hos min bedstemor og morfar, som var de tryggeste og mest fantastiske kærlige mennesker, jeg har haft i min barndom, var jeg ikke tryg. Ikke fordi de ikke, var trygge mennesker at være hos, men fordi jeg aldrig viste hvor længe, der ville gå før jeg igen skulle hjem, til min mor og kæreste igen, det var altid på ”lånt tid”. 
 
Det at jeg var meget hos mine bedsteforældre, har nok skånet mig for oplevelser der var værre end dem jeg oplevede når jeg var der. 
Jeg elskede min bedstemor og morfar, der var plads til mig og der var trygt og rart at være. Men jeg savnede også min mor og forstod ikke hvorfor jeg ikke kunne være hos hende, samtidig med at jeg heller ikke ville hjem til hende igen, når hun kom for at hente mig.
 
Når jeg tænker tilbage på tiden, hvor min mor var sammen med sin første kæreste efter min far, husker jeg, som sagt ikke så meget. 
Men jeg husker ham som et godt menneske, der tog sig tid til mig når han ikke drak. Jeg kan huske jeg nogle gange tænkte at alt ville være godt i vores familie hvis bare de ikke drak. For når de var ædru, var de gode sammen og jeg var en del af det.
 
På et tidspunkt gik de fra hinanden, jeg kan hverken huske hvorfor, hvordan eller hvornår. Men han forsvandt ihvertefald ud af vores liv og min mors nye mand, som jeg har fortalt om i de to foregående afsnit, dukkede op. 
 
Grunden til at jeg ikke har fortalt denne del først, er fordi min mors første kæreste dukker op i hendes liv igen, efter jeg er kommet på døgninstitution og det giver derfor mere mening i denne rækkefølge.
 
Jeg blev ved med at bevare en kontakt til min mors kæreste, eller også genopstod den igen på et tidspunkt, det kan jeg ikke rigtig huske.
Han gik på antabus og stoppede helt med at drikke, flyttede til Langeland og købte et lille landsted, med lidt jord omkring som han dyrkede.
Jeg var nogle gange hos ham i ferier og kunne godt li´ at være hos ham. Han var et godt menneske og jeg tror også at han nød at vi havde kontakt og at han så mig som familie, selvom min mor om ham var gået fra hinanden.
 
Da jeg kom på døgninstitution og min mors mand døde, gik det som tidligere fortalt voldsomt ned ad bakke for min mor. 
Det var svært for mig at se på, jeg kunne intet stille op for at rede hende. Jeg havde kun lidt kontakt med hende. De voksne, på den institution jeg boede på, støttede mig i, at sige nej og sætte grænser overfor hende, når hun ringede til mig. Jeg besøgte hende en gang imellem, men det var svært, for hun var virkelig sølle.
 
Da jeg er omkring 17 år gammel, taler jeg en dag i telefon med min mors første kæreste, eller vi har haft mødtes det husker jeg ikke. Men jeg får ihvertefald fortalt ham om hvordan det gik med min mor. Det gjorde ham ked af det, hun har altid haft en stor plads i hans hjerte. Så det resulterer i at han satte sig ind i sin bil, kørte fra Langeland til Espergærde i Nordsjælland, hvor hun boede og henter hende. 
Det var vist ikke helt frivilligt at hun tog med, sådan som jeg husker det, men nødvendigt, hvis ikke hun skulle dø meget hurtigt af druk. Hun var så sølle og ødelagt at det var skræmmende at se på.
 
Det at han hentede hende, har jeg mange gange i mit liv, siden tænkt tilbage på med stor taknemmelighed, for det han gjorde, var at han gav hende en ny start.
Han fik hende afgiftet og holdt langt væk fra alkohol. Hun begyndte stille og roligt at få lysten til at skabe sit eget liv og tage hul på de drømme hun havde haft for sit liv op igen.
Han hjælper hende med at købe et lille bitte hus på Fyn, med en stor have, udsigt ud over marker og landlig idyl.
 
De mistede desværre kontakten, min mor følte sig omklamret i hans hjælp, hun skyldte ham penge og havde svært ved at tackle deres relation og deres forskellige forventninger til hinanden.
 
Men det han gjorde, gav min mor omkring 10-12 år som ædru, hun elskede sit lille sted og vi havde en god tid sammen.
Jeg tog ind imellem tog på weekend hos hende og hun kom og besøgte mig.
Vi har aldrig rigtig talt om de ting der har været igennem barndommen, men jeg kan huske hun en gang sagde til mig, at hun følte hun nu endelig kunne give mig bare lidt, af det hun burde have gjort da jeg var lille.
 
Jeg ved ikke rigtig hvornår det gik galt, men hun begyndte at drikke igen. 
Selvom jeg var blevet voksen, fyldte det meget for mig. Jeg blev nogle gange ringet op af Svenborg politi, der informerede mig om at de havde samlet hende op mærkelige steder oghavde fået hende indlagt. 
 
En af gangene var hun blevet funder nøgen, i en carport 10 km fra hvor hun boede. Politiet ringede til mig fordi hun havde brug for hjælp og spurgte efter mig. Jeg var altid pligtopfyldende og hjælp min mor så godt jeg kunne, men det var hårdt at være i. 
De gange jeg tog der over og hentede hende og fik bragt hende hjem til hendes hus, måtte jeg bruge flere dage på at gøre rent for at hun kunne være der.
 
Der var ulækkert, bind og toiletpapir lå og flød, imellem flasker og gammelt beskidt tøj. Der stank af urin og afføring. Nogle steder var det tværet op og ned ad væggene.
Hver gang græd hun og undskyldte. Hun havde det svært psykisk, angst og depression havde taget over, nok i kraft med at hun var begyndt at drikke igen.
Jeg prøvede mange gange at tale med hende, for at få hende tilbage på sporet igen, hun lyttede altid og ville gerne, men magtede det ikke eller også viste hun ikke hvordan.
 
Hun kimede mig ned, når jeg ikke var der, skældte mig ud, hånede mig, græd, truede med at tage sit liv. Det fyldte så meget i min hverdag, at jeg tog en beslutning om ikke at have hende i mit liv mere, hvilket jeg i en telefonsamtale fik fortalt hende. 
 
Hun respekterede det og jeg hørt ikke mere fra hende, Før jeg nogle år efter i 2001, fik besøg af to politibetjente, der kom for at meddele mig at hun var fundet dø. Dødsårsagen var en alkoholskade i halsen, vist en eller anden form for byld, der var sprunget og hun var blevet kvalt.
 
At hun døde, var en stor lettelse for mig, for selvom vi ikke havde kontakt, var det stadigvæk en bekymring og sorg i mig, at hun ikke magtede at holde fast i det vi havde fået bygget op i de gode år hun havde.

Samtidig er jeg også taknemmelig, over at vi havde nogle gode stunder sammen i de gode år hun havde det godt, i sit lille hus på Fyn. de gav mig nogle minder om min mor fra hendes bedste og mest kærlige side.

Min historie slutter ikke her, næste omgang handler om min skoletid. Jeg håber du fortsat vil læse med.

​Kh. Sine
 
 

Her får du del 2 af min fortælling om min mor, min papfar og mig, om svigt, vold og følelsesmæssigt seksuel krænkelse.
 
I stedet for at fortælle min historie, i den rækkefølge som tingene er sket, har jeg valgt at fortælle om de oplevelser og de svigt jeg har oplevet med de forskellige relationer, som har været en del af min historie og de svigt jeg har oplevet med de enkeltstående personer. Det gør det nemmer for mig at fortælle, fordi det giver et bedre sammenhængende billede af min historie, som strækker sig over min barndom, fra nogle af de tidligste minder jeg har og op til da jeg er i starten af 30érne.
 
At skrive min historie er lidt af en proces, jeg har fortalt den mange gange, men som tidligere skrevet har jeg aldrig rigtig kunne mærke den, men det at skrive den og dele den, gør at jeg kommer i kontakt med nye lag af mig selv og det er både fantastisk, forløsende og godt. I videoen fortæller jeg lidt om hvad det har sat gang i for mig og hvordan jeg arbejder med det.
 

DEL 2
 
Da min mor og papfar flyttede sammen, boede vi i hans et værelses lejlighed. Jeg sov i sofaen ved fjernsynet, hvor de sad og så fjernsyn, drak, røg og talte, det var nærmest umuligt at sove. Hvis jeg gav udtryk for at det var svært fik jeg skæld ud, jeg blev hurtigt mester i at ladens som om jeg sov.
 
De sov i en sovesofa der stod i den anden ende af stuen, der var meget småt, så der var kun få meter imellem de to sofaer, det betød at når de gik i seng og havde sex, så lå jeg nærmest midt i det. Der blev ikke ”skruet ned” for hverken lyde eller snak imens, min papfar kunne godt li´at se porno, så det kørte ofte i baggrunden, andre gange satte de høj musik på, om det var for at tage hensyn eller om det var for deres egen skyld det ved jeg ikke. 
 
Det var ubehageligt, jeg lå med en pude trykket hårdt ned over mit hoved, for at mindske deres lyde, og for at skjule at jeg lå og græd af frustration af ikke at blive taget hensyn til. Jeg kan huske nogle gange, hvis min mor var ædru og han var fuld, så ville hun ikke have sex med ham, måske fordi hun kom i tanke om at, jeg lå lige ved siden af, men han accepterede ikke et nej og tvang hende i stedet, hun gjorde ikke modstand, sikkert i håbet om at det var hurtigt overstået, og hun lod ham gøre sig færdig.
 
Volden var ikke så slem i starten da vi boede her. De havde næsten lige mødt hinanden og var ny forelskede. Men der kom hurtigt skænderier, efter noget tid blev han mere og mere hård og irritabel, volden startede med en lussing en gang imellem og udviklede sig til at være udspekuleret og ondskabsfuld.
 
Jeg har ikke rigtig nogle hukommelse om hvor længe vi boede her, men efter noget tid fik de en 3 værelses lejlighed, hvilket på den ene side var en lettelse for jeg slap for at skulle sove på sofaen og fik mit eget værelse. Til gengæld blev volden oftere og oftere.
 
På et tidspunkt gik han fra min mor og hun gik helt ned med flaget, hun begyndte at drikke endnu mere, var voldsomt deprimeret, apatisk og ude af balance. 
Hun havde som man kaldte det den gang, dårlige nerver. Hun prøvede i den periode ofte at tage sit eget liv, hun spiste piller. Nogle af gangende hvor hun havde taget piller, fortrød hun og sendte mig ned i telefonboksen og ringe efter en ambulance, andre gange fandt jeg hende bevisløs og løb ned og ringede. 
Og så var der nogle gange hvor hun lodens som om hun havde spist piller, hun drev rundt med mig, ligesom min papfar plejede at gøre med hende, hun var ondskabsfuld og utilregnelig over for mig. I denne periode røg hun ind og ud af psykiatrisk afdeling, et par af gangende på lukkede afdelinger.
 
Hun var så langt ude så jeg ikke kunne være hjemme, i perioder boede jeg hos min bedstemor og morfar, der boede tæt på hvor vi boede. I andre perioder boede jeg hos min far, når det gik godt for ham.
 
I korte perioder drak min mor ikke og der havde vi det som jeg husker det godt, hun kunne være virkelig sjov, kærlig og hyggelig at være sammen med.
 
Men hendes mønster med piller og alkohol, vandt altid. 
Hun var skjult alkoholiker. Hun skjulte sit drikkeri for min papfar, der jo også selv var alkoholiker, 
Han mente ikke hun kunne styre sig når hun drak, han syntes hun ændrede personlighed og var dum og pinlig når hun drak, derfor prøvede hun at skjule det.
 
Det betød at tommeflasker skulle gemmes! Det blev de under sengen på mit værelse. 
Det var mit job at gå i centret med tommeflasker og handle kirsebærvin, så han ikke opdagede noget. Jeg fik strenge ordre på ikke at larme med flaskerne, så hun ikke blev afsløret, for det betød tæsk. Jeg hadede det.
 
Min mor var på bistandshjælp, og de fleste af de penge hun fik, gik til kirsebærvin, til at gå på værtshus og til piller. 
Jeg kan huske mange gang hvor jeg blev sendt i centret for at handle, jeg skulle gå derned, der var et par kilometer, jeg slæbte ofte både 3 og 4 store poser med tomme flasker, de var tunge og det var ydmygende for mig, at komme gående klirende ned ad vejen med flasker. 
 
Nogle gange når der ikke var penge, skulle panten fra flaskerne dække både mad og vin, jeg blev sendt afsted med beskeden om, at der skulle købes kirsebærvin. De penge der var tilbage kunne jeg købe mad for. 
Men ofte var det meget lidt der var tilbage, så det blev til en dåse makrel eller en pakke spaghetti jeg selv kunne kog. Jeg valgte for det meste, makrel. Hvis jeg købte spaghetti, skulle jeg selv lave det, det betød at jeg var nødt til at være i køkkenet. Makrellen kunne jeg hurtig smutte med ind på mit værelse og spise fra dåsen, og være uden for det der føltes som fare zonen.
 
Min papfar flyttede tilbage igen og hurtigt startede hverdagen med vold igen. På det tidspunkt kørte han som taxachauffør indimellem og som turist langturs buschauffør, også selvom han sjældent var ædru. 
Det at han var ud og køre betød at han ikke var lige så meget hjemme som han ellers havde været. Men til gengæld var deres skænderier og volden så massiv i den periode når han så var hjemme, så det føltes som om det var konstant.
 
Jeg var så fyldt op og hadede både til min mor og ham og ville bare væk.
En dag var han kommet hjem fra arbejde som taxachauffør og havde parkeret taxaen nede på parkeringspladsen, nogle naboer havde set ham, vælte ud af bilen og slingre hen over parkeringspladsen og havde meldt ham til politiet. 
Men det var mig der fik skylden for det. Jeg kan huske jeg ønskede at det var mig der havde set det og meldt ham, men det var det ikke. 
 
Det gjorde mig så vred at jeg gik ned på socialkontoret, det skal lige siges at jeg var ca. 11 år gammel på det tidspunkt. 
På socialkontoret bad jeg om at blive fjernet fra min mor, hvilket sket kort tid efter, da der opstod endnu en episode, med min mor og min papfar der var voldsommere end nomalt, jeg husker ikke rigtig på hvilken måde, men jeg kan huske jeg løb ud på opgangen og hamrede på døren hos naboen, politiet kom og min bedstemor og morfar kom og hentede mig. 
Jeg kom ikke hjem og bo mere efter den dag.
 
Her efter boede jeg igen hos mine bedsteforældre, som en midlertidig ordning indtil der kom en løsning på hvad der skulle ske og hvor jeg skulle hen. 
 
Min moster og onkel komme ind i billedet, de boede på Amager og havde min kusine som er et par år ældre end mig, jeg har mange gange været der i weekender og i sommerferierne og var rigtig glad for at være der. 
De tilbød at jeg kunne bo hos dem, hvilket var en lettelse for mig. Jeg tror jeg har boet hos dem 3-4 måneder måske lidt mere eller lidt mindre det husker jeg ikke. 
Jeg var glad, men som jeg husker at have fået fortalt det, nægtede min mor at skrive under på at de måtte få værge retten over mig og jeg fik derfor ikke lov at blive hos min moster og onkel.
 
I stedet blev der fundet en plads til mig på en døgninstitution, hvilket min mor mærkelig nok gerne ville skrive under på. Det var en meget blandede følelser, men jeg havde ikke noget valg for min far ville ikke have mig boende, mine bedste forældre kunne ikke og jeg skulle under ingen omstændigheder hjem til min mor igen.
 
Min mor og papfar gik efterfølgende fra hinanden flere gange og fandt sammen igen.
Min papfar led af astma og blev kvalt i et astmaanfald, det skete kort tid efter den sidste gang hvor de gik fra hinanden. 
Jeg har ønsket ham død mange gange og deltog ikke i hans begravelse, jeg var så fuld af had til ham.
 
Det ødelage min mor at han døde mens de var væk fra hinanden, hun følte skyld og mente hun kunne have redet ham, hvis hun have været der.
 
Hendes alkohol og pillemisbrug blev efterfølgende så slemt, at hun virkede som om hun mistede forstanden. Samtidig led hun af angst, hvilket hun havde haft siden hun var helt ung. 
Hun ture ikke gå uden for døren, hun var bange for alt. Hun blev tvangs indlagt og var indlagt længe, da hun kom hjemme, kom der hjemmehjælper hos hende to gange om dagen, hun kunne ingen ting selv.
Jeg besøgte hende kun meget sjældent, hun kunne godt finde på at kime mig ned på den institution jeg boede på, det var svært at rumme, både fordi jeg følte et stort had til hende, men også fordi jeg følte skyld over ikke at prøve at rede hende.
 
Det var godt for mig at komme væk fra min mor, men det var også rigtig svært.
 
Min historie slutter ikke her, i næste uge får du fortællingen om min mors første mand efter min far.
Jeg håber du vil læse med.
 
Kh. Sine
 

 Jeg sidder og skriver på min historie, det har jeg gjort i flere dage nu. Ord strømmer ud af mig om mine oplevelser af svigt i barndommen.
Den ene side af mig har lyst til at stikke af fra det, lukke computeren og forsvinde. Men den anden side af mig kan slet ikke lade være.

Selvom det er ting jeg har arbejdet med og fortalt om i mange år, kan jeg mærke, at det er kæmpe stor healing for mig, at skrive. I skrive processen kommer jeg i en ny kontakt med mine følelser.

Jeg har i mange år ikke kunne mærke min historie når jeg fortalte den, men mens jeg sidder her og skriver, mærker jeg det som at være der igen.
Jeg kan høre lydene, bevæge mig rundt i de omgivelser, lugte omgivelserne.

Det første afsnit, du får her er om min mor, min papfar og mig og er i 2 dele.

Det er min fortælling og sådan som jeg husker det.


DEL 1 - MIN PAPFAR OG MIN MOR


Min mor havde en mand hun havde mødt i baren på en bodega, han arbejde som tjener og i perioder kørt han som langturs turistbuschauffør og ind imellem lidt taxa. 
Allerede fra første gang jeg mødte ham brød jeg mig ikke om ham. Ikke fordi han ikke var min far, eller fordi han tog min opmærksomhed fra min mor. Men fordi han var en ubehagelig og utilregnelig type. 
 
Han var en mand med store armbevægelser og mange holdninger og meninger om alt. Jeg hadede ham, af mange grunde, en af dem var fordi min mor lavede sig selv om for at passe ind i hans liv og til det han ville ha´. Hun blev en anden når han var der og alt handlede om ham. 
Han var en helt anden type end min mor og det hun kom fra, min mor var lidt af en hippie type, eller også opfattede jeg hende sådan, fordi både min far og den kæreste hun havde efter min far var hippier, men måske havde hun også bare passet ind i deres billede, jeg ved det ikke, men da han kom ind i billedet, ændres alt ved hende lige fra det tøj hun gik i til den musik hun hørt og den måde hun var på.
 
Han var drillende på en slesk måde, for mig var det grænseoverskridende, fordi den altid var af en seksuel karakter, når han var fuld oven i hatten, væmmes jeg endnu mere ved ham, men han var svær at undgå, det var som om når jeg prøvede at undslippe hans opmærksomhed og hans drillerier, så blev han bare endnu være og endnu mere grænse overskridende. 
 
Min mor så det godt og viste godt at jeg følte stort ubehag ved det. Men hun grinede ofte bare af det, det var jo bare for sjov.
Jeg havde følelse af at det var falsk når hun grinede, at hun gjorde det for at tilpasse sig og gøre ham tilfreds. For hun viste at han fra det ene sekund til det andet kunne blive ondskabsfuld og beregnende. Hvilket resulterede i at han bankede hende.
 
Han har aldrig rørt mig, men min mor fik mange tæsk. Det var som regel når jeg var kommet i seng og han var fuld, hvilket han var det meste af tiden, hvis ikke jeg var kommet i seng når der var optræk til tæv, så blev jeg smidt ind på mit værelse og fik besked på ikke at blande mig, hvilket jeg indimellem prøvede. 
 
Han var så grov og ondskabsfuld ved min mor på mange områder, han hånede hende, latterliggjorde hende og fortalte hende om alt det hun gjorde forkert. 
Hvis hun svarede igen, kom en knyttet næve flyvende igennem luften. Hvis min mor også var fuld, var det rigtig slemt, for så provokerede hun ham, skreg og råbte. 
 
Jeg kan huske en gang, hvor det lød så voldsomt med hendes skrig og lyden da næven ramte hende, lyden da han kastede hende ind vægen eller ned i gulvet, hun skreg og skreg, mens han tævede løs på hende og råbte at hun skulle holde sin kæft. 
Det var voldsomt at høre på, jeg stod bag døren til mit værelse og rystede, jeg var så angst for hvad der ville ske, mit hjerte hamrede så hårdt så jeg næsten kan mærke det mens jeg sidder her og skriver. 
Jeg viste at hvis jeg gik der ind og prøvede at hjælpe hende, så ville det blive værre, han ville straffe hende for det hvis jeg blandede mig. Der lød nogle bump af møbler der blev kastet rundt og pludselig var der helt stille!
 
Jeg var så bange for at han ville slå hende ihjel, så jeg følte jeg blev nød til at løbe ind og gøre noget. Da jeg kom ind i stuen, var møbler væltet rundt, en reol var blevet væltet, alt der havde stået i den, var smadret.
 
Han sad oven på hende i et kvælertag. Jeg kastede mig over ham og slog løs på ham. 
Han slap hende og begyndte at råbe til mig om hvor dum og uduelig hun var, han trak hende rundt i håret, med den ene hånd mens han med den anden rev ud efter ting i vinduskarmen der var hendes og som betød noget for hende, alle hans egne ting gik han uden om, det var for at vise hende at hun ingen værdi havde og at intet der havde med hende at gøre var værdifuldt. Hun skulle straffes for at jeg kom og blandede mig, jeg måtte ikke gå, jeg skulle se hvad hun havde fortjent.
 
En gang havde han givet mig en hvid due, en levende en, han havde fået med hjem et eller andet sted fra og tænkt at den ville jeg nok blive glad for. 
Jeg havde den et stykke tid, men var ikke glad for den. Jeg havde ikke ønsket mig en due, hvilket jeg på en eller anden måde fik fortalt. Jeg kunne se hans vrede, han sagde ikke noget, men gik direkte ind på mit værelse, tog duen og kom tilbage, stillede sig foran mig, knækkede halsen på den og smed den i skraldespanden. Et par minutter efter fik min mor tæsk.
 
En anden gang kan jeg husk jeg var på mit værelse, mens de skændtes, jeg stod som regel og lyttede ved min dør, for at være klar til at gribe ind eller løbe ned i telefonboksen for at ringe til min mormor og morfar. Min papfar hånede hende fordi han havde fundet nogle af hendes tomme flasker og var i gang med at straffe hende. Han kaldte på mig, han ville have mig til at se hvor dum hun var. Da jeg kom ind i stuen, var han i gang med at klippe alle hendes potteplanter i stykker, han beordrede mig til at hente hendes tøj i klædeskabet, jeg ville ikke men min mor sagde jeg skulle gøre hvad han sagde, da han tog fat i hende med et kvælertag. Jeg hentede tøjet og han rev det i stykker mens han råbte og skreg. Jeg blev smidt ind på mit værelse igen og hun fik tæsk...

Del 2 i næste uge.

​Kh. Sine

Jeg er omsorgssvigtet

Det her det er mig!
..en lille omsorgssvigtet pige, jeg var helt alene og følte mig ensom i verden.


Jeg kommer fra en omsorgssvigtet barndom, vold i hjemmet, forældre der var
Alkoholiker og misbruger, jeg blev følelsesmæssigt seksuelt krænket, jeg har set min mor blive misbrugt og tæsket igen og igen af min papfar, jeg har redet min mor mange gange fra at tage sit eget liv, min far fik en af Danmarks historiens længste fængselsdomme for salg af hash, jeg har boet på børnehjem, jeg var udenfor i skolen, jeg har selv haft et stof misbrug, jeg har aldrig gennemført en uddannelse, listen er lang..jeg har set og oplevet mange ting et barn (eller voksen) ikke burde opleve..


Det føltes ikke som om det lå i mine kort, at jeg nogle sinde ville kunne få et ”normalt” liv (hvad det så end betyder) OG jeg har heller aldrig fået et normalt liv, men det er ikke det samme som at jeg ikke har et godt liv, for det har jeg! 


Jeg lever med de mén jeg har fået som følger af at være omsorgssvigtet og traumatiseret. Jeg har arbejdet med mig selv (og gør det stadigvæk). 
Jeg har gennem årene fundet måder, hvor jeg har kunne bruge det jeg har oplevet på en hård måde, til at hjælpe mig selv og andre at leve på en let måde.


Jeg har lært meget af de svigt og de traumer der har lå i mine kort, det har været en lang uddannelse til både at være mig, til at være healer og til at tage ejerskab på at få det bedste ud af det jeg har og det jeg er. 


Det har gjort mig til en fandens god healer og terapeut, til at tage mig selv seriøst, til at elske mig selv når følelsen var at ingen andre elskede mig.


I mange år har jeg fortalt min historie, men aldrig rigtig kunne mærke den. Det var som at fortælle om en anden person, med samme historie som mig selv. 
Jeg har altid godt kunne li´ at fortælle min historie, ikke som underholdning, men som inspiration for andre, men altid uden at kunne mærke den.


Jeg bliver ofte mødt med ”du burde skrive en bog” men forkerthedsfølelsen har altid væltet op i mig. 
Hvem ville læse en bog om min historie, jeg blev og bliver stadigvæk tricket af mit ego der har fortalt mig, at mange andre har haft det værre end mig..og en masse andre tanker der har forkertgjort mig i min historie og at de ting jeg har oplevet ikke er vigtig nok
..at jeg ikke er vigtig nok - til at folk vil lytte til det jeg har at fortælle.


Men ikke desto mindre begy​nder lysten til at fortælle min historie alligevel at dukke op, måske mest for min egen skyld, -det ved jeg ikke. 
Men er den bare EN der kan bruge min historie og føle sig set og hørt eller healet i den, så har jeg gjort en kæmpe forskel, fordi jeg ved hvordan er er ikke at føle sig set og hørt og jeg kender følelsen af at være ensom bedre end amen i kirken.


Måske læser du med endnu og hvis du gør så du måske lyst til at høre min historie. Jeg vil i den kommende tid dele min historie på min blog, om de svigt og traumer jeg har oplevet.
Jeg har meget på hjertet, ikke kun om selv oplevelserne, men også hvordan jeg har arbejdet intuitivt med mig selv, hvordan jeg stille og roligt har healet mig selv, gået vejen og fået en forståelse for mig selv og de følger, det har givet igennem hele livet og ikke mindst hvordan de stadigvæk dukker op i forskellige situationer.


Som sagt så har jeg et rigt liv, jeg elsker både mit liv, det jeg laver og den jeg er. Jeg er glad og jeg er støttet og elsket både af mine omgivelser og af mig selv. Jeg har mange ting at være taknemmelig over, men mest af alt er jeg taknemmelig over at jeg aldrig har mistet troen på mig selv.
​
​
Jeg håber du har lyst til at følge med.
Og tak fordi du læste med nu.

Kh. Sine Parez

Hør om mit vægttab og bliv inspireret til en anden måde, at arbejde med både det indre og det ydre på..

Det handler om lethed, glæde og spontanitet, om at være tilstede i nuet og om at se de processer og udfordringer, der er i dit liv som vækstpunkter til at give slip på gamle "løgnehistorier" 

Når du gerne vil vækste og ændre dine mønstre og blokeringer og leve fra en lettere og højere vibe, så giver det god mening at kigge lidt på dine cellers hukommelse, for det er her du lagre dine mønstre og den måde du handler på.

Et af kodeordene er gøre det langsomt hvis du gerne vil skrue op for dit tempo..jeg har lavet en lille video om cellernes hukommelse og din tidslinje

Kom med til min healings dag på søndag d.28..den handler om mere LETHED og GLÆDE i DIN hverdag..

Dagens indhold:

• Min historie om min vej til at leve intuitivt på alle planer..både i kroppen og i tankerne og handlinger.
• Deltagers historie og det DU ønsker at transformere til lethed.
• Gruppe healing og clairvoyantisk feedback til deltagerne.
• Der er pause undervejs, hvor der bliver serveret kaffe, the og lidt snack.

Læs mere og tilmeld dig her