min far

MIN FAR
 

Min far var mit store idol, jeg så op til ham, elskede ham højere end noget andet og jeg ville så gerne bare være hos ham. 
 

Han var en helt anden type end min mor, eller nogle anden jeg kendte. Han var god til at tale om følelser, især sine egne, han var udadvendt, moderne og havde god stil, hans venner elskede ham, han var sjov og den bedste ven man kunne have. 
 

​Jeg beundrede ham og den måde han var på, et karismatisk, kærligt menneske, som til og med talte med mig, som lige værdig ven. 
Jeg har aldrig kaldt ham for far, men ved hans navn, Bjarne. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men så længe jeg kan huske har han været Bjarne og ikke far. Han sagde at det også var meget nemmer sådan, for vi var venner. 
 

Min far og mor mødt hinanden i en ung alder, jeg tror ikke de havde så meget tilfælles, udover at de godt kunne li´ at feste. Min far er uddannet anlægsgartner og en dygtigt og kreativ en af slagsen, men fest og stoffer fyldte mest og siden han blev færdig i lærer, har han ikke haft arbejde. Han var på bistandshjælp og tjente sine penge på salg af hash og i perioder rigtig mange penge. Jeg fik ofte penge af ham, når jeg besøgte ham på de værtshuse hvor han kom og solgte hash.
 

Fra helt lille af følte jeg vi havde mange ting tilfælles, han lærte mig en masse om musik, vi kunne høre hans lp’er i timevis og tale om musikken og teksterne, hvad de betød, vi lyttede til lange guitar soloer og gik ind dybt ind i musikken. 
Han havde mange lp’er. Jeg kan huske jeg kunne bruge lang tid, på bare at side og kigge på pladeomslag og lytte til musik. Jeg fik min første rock plade af min far. Det var ”dark side of the moon” med Pink Floyd. Jeg var stolt over at vide en masse om musik, som mine venner ikke forstod noget af.
 

Han viste så meget om musik og jeg elskede at høre ham fortælle. Han fortalte også om de oplevelser, han havde haft med stoffer som ofte var forbundet med musik. Det var spændende, at høre om hans trip, om når han havde været på LSD og spændende at høre om hvordan det føltes at ryge hash. Ofte når vi sad og lyttede til musik, sad han med en majspibe eller en joint og røg. Nogle gange fik jeg lov til at riste tobakken i sølvpapir, det var spændende at være med.
 

Han havde en gang været rigtig stiknarkoman og fortalte hvordan han selv havde haft viljen til at stoppe og hvordan han havde afgiftet sig selv. Det var voldsomt at høre om, men jeg syntes at han var ubeskrivelig stærk, at han havde så meget viljestyrke. 
Han havde mange principper og var stolt af dem. Det var vigtigt for ham kun at sælge hash og ikke andre stoffer og han følte at det gjorde ham til noget ærligt og troværdigt.
 

Hash var en naturlig del af min barndom, lige så længe jeg kan huske tilbage, har der været store stabler af hash plader, pakket ind i plastik folie. Jeg lærte at se forskel på de mange forskellige slags, marokkaner, libaneser..osv. 
Min far byggede en gang en seng, hvor der blev indbygget et hemmeligt rum, til penge og hash inde i sengen. Jeg syntes det var smart tænkt og det var spændende, at forestille sig alle mulige snedige steder hvor man kunne gemme hash.
 

Noget af det jeg elskede mest ved min far, var min følelse af at vi kunne tale om så mange ting og at jeg var en af hans venner. Han sagde ofte til mig, at vi er ikke som far og datter, vi er mere som venner og det er godt, for jeg er ikke god til at være far. 
Han var bevidst om, at rollen som far ikke var en han evnede, at tage ansvar for, men han kunne godt finde ud af at være min ven. Ihvertfald noget af tiden. Han drak meget og var i perioder konstant på værtshuse, det kunne være massivt druk i flere måneder i træk nogle gange og så sås vi ikke. 
 

Når vi var sammen, kom det altid på en eller anden måde til at handle om ham og det han var i, han var god til at sætte ord på hvorfor, han ikke kunne være der mere for mig. Han var altid meget ærlig ned til mindste detalje, om hvad han lavede og hvordan han havde. Den åbenhed var både det jeg søgte hos ham, men også den der gjorde mest ondt. Uanset hvor meget jeg kæmpede, kunne jeg ikke få det af ham jeg ønskede.
 

På trods af at min far var den jeg elskede mest på hele jorden, føler jeg også samtidig at han var den der svigtede mest. Det var han måske ikke, men det er min følelse. Han så hvor sølle mit liv var, han viste hvad der foregik hjemme hos min mor og hendes mand, han gjorde mig til en ven i stedet for en datter, han lyttede, men tog aldrig ansvar.
Jeg græd inden i, når han sagde at vi var som venner og ikke som far og datter og at han ikke kunne være mere for mig end det. Jeg viste aldrig hvor ked af et jeg var, jeg var så frygtelig bange for at blive afvist og at han ikke ville se mig, hvis jeg gav udtryk for at det ikke var nok. Det gjorde ondt og jeg havde ikke ”råd” til at miste ham og det vi havde sammen.
 
 
Min fars liv, var aldrig kedeligt og til mig var det nok til tider lidt for meget kaos. Men jeg prøvede på alle måder at passe ind i hans liv.
Et år skulle vi holde jul sammen, Det var første gang vi nogle sinde skulle holde jul sammen. Jeg kan huske jeg havde været ude, at købe julegaver sammen med min mor, det var lille juleaften og vi tog bussen ud til min far, for at stille gaverne klar til dagen efter. 
Vi banker på døren og den bliver åbnet af en betjent. Min far står med håndjern på ryggen, tåren triller ned ad han kinder, hele lejligheden er totalt splittet ad, det myldrer med politi der inde. Helt præcis hvad der bliver sagt og hvad der skete, det husker jeg ikke. Tæppet blev revet væk under mig, jeg havde det som om han var ved at dø og jeg aldrig skulle se ham igen. Jeg græd og græd. 
Min mor og jeg gik ned til mine bedsteforældre og jeg husker at jeg fortsatte gråden, den var ustoppelig. Jeg havde glædet mig mere end nogle sinde før til min første jul med min far og den blev brutalt revet væk under mig. Det var skamfuldt og jeg var i dyb sorg, den jeg elskede højest, blev revet væk fra mig. Det står for mig som en af de mest surrealistiske ting jeg har oplevet og den dag i dag bliver jeg stadigvæk berørt af at tænke på hvordan det føltes.
 

Fordi vi jo var venner, var det her med gaver heller ikke så vigtigt og det var heller ikke så vigtigt, at holde jul og fødselsdage sammen. Mange gange glemte han min fødselsdag, ringede mange dage senere og fortalte, at han ikke havde kunne komme til en telefon, fordi der var for meget rod i hans liv, eller fordi han havde været for fuld, til at han syntes det var godt at ringe. Jeg var altid meget forstående uden på og dybt ulykkelig inden i.
 

Vi har mange gange haft et utal af aftaler, hvor han ikke dukkede op, jeg var ulykkelig hver gang, for jeg følte han var den eneste, der kunne ”rede” mig fra min mor og det liv jeg havde med hende.
Da jeg var 6 år, var jeg stor nok til selv at køre med bussen. Jeg tog ofte turen ind til den by, hvor hans stamværthuse lå og ledte efter ham, jeg havde så meget brug for ham. 
Han tog altid imod mig når jeg kom an troppende, nogle gange var han grædende og undskyldende og sendte mig hjem igen, andre gange var jeg der bare og hang ud i timevis mens han ”arbejdede” og blev mere og mere fuld.
 

Han var der for mig i perioder og jeg elskede de perioder og husker dem som gode tider, han kunne have længere perioder hvor han ikke drak og fik nogle lunde styr på sit liv, det gav mig håb, men det varede aldrig ved.
 
 
Livet på de værtshuse hvor min far kom var ikke ”for børn”. Miljøet var mere hårdt og nogle gange brutalt, i forhold til det værtshus hvor min mor kom, det var lille og alle kendte alle. Der hvor min far kom, var der også stamgæster og mange af dem kendte jeg og kunne rigtig godt lide, men det var også et sted hvor der kom mange blandede mennesker, fordi der blev solgt stoffer og ikke kun hash, men alle slags stoffer, der kom narkomaner og andre mennesker, der indimellem var ret langt ude. 
Nogle gange kom der også andre udefra, der solgte stoffer og det udløste ”krig” mellem dem, der kom der til dagligt og dem der kom udefra for at sælge. Der var ofte slagsmål og politi. Når det gik vildt for sig, gemte jeg mig på toilette, hvis det var muligt at komme der ud, ellers krøb jeg sammen under bordet og gemte mig under nogle jakker.
 

En gang var der nogle der var efter min far, det var nogle svensker der også solgte hash som han lavede noget forretning med, de var blevet uenige og truede ham på livet, så han måtte gå under jorden igennem en meget lang periode. 
Det var ikke i småtings afdelingen, min far han solgte og derfor var dramaerne ofte heller ikke i småtings afdelingen.
 

En gang hvor jeg var med min far på et af de værtshuse hvor han kom, kan jeg huske at der kom en hen og advarede ham om at der var nogle på vej der var efter ham. Vi måtte flygte meget hurtigt. Vi løb ned gennem en gågade og ind på et andet værtshus, hvor vi gemte os i baglokalet. Dem der var efter ham, kom der ind og smed rundt med borde og stole og råbte, men de fandt os ikke. Det var voldsomt og jeg kan huske at jeg rystede, men prøvede at lade være for at min far ikke skulle sende mig hjem til min mor, for jeg ville være hos ham.
 

Jeg elskede min fars kærester, der har været nogle stykker, men ikke mange, bare nogle stykker og jeg har elsket dem alle højt. Særligt hans første kæreste efter min mor. Hun hed Lotte, hun var ung, smart, smuk og hun var god til mig, jeg tror også at hun var glad for mig og gerne ville familie med min far. Men ingen af dem var vist rigtig i stand til at få det til at ske, især ikke min far, han valgte altid værtshuslivet og sin hashbusiness frem for familien. Der var altid lige noget der skulle falde på plads, så ville der komme nye tider! og lige som jeg troede på det, ligesådan tror jeg hans kærester har haft det. Men deres tålmodighed var en anden end min og de forsvandt igen.
 

En af de kærester min far havde, mødte han noget tid efter han var kommet ud af fængslet. Jeg var teenager på det tidspunkt. Hun var min fars store kærlighed og han fortalte altid til mig om hvor lykkelig han var sammen med hende. Han flyttede ind hos hende, hun var svensker og boede et stykke oppe i Sverige.
En gang sagde fortalte han mig, at de havde talt sammen om hvis nu de stod i en katastrofe situation, hvor de skulle vælge hvem de kunne rede, dit barn eller dit livs kærlighed, så var de blevet enige om at de ville rede hinanden, for deres kærlighed var så unik, så enestående ren, fantastisk og universel, så den ville aldrig kunne genskabes, men et nyt barn ville de jo kunne skabe sammen, kærligheden til ens børn ville altid være den samme, deres ville aldrig kunne findes med nogle anden partner.
Jeg græd indvendigt og det er en af de ting der har printet sig dybt ind i mig og givet ekko i så mange år af mit liv..endnu en gang var jeg ikke værd at rede.
 

Som teenager begyndte tidligt at gå i byen. Mine veninder og jeg mødte indimellem min far på et af de diskoteker hvor vi kom. Det var ret sejt, for han var sjov at feste med og han skaffede os speed. 
Han syntes det var bedre hvis han skaffede det til os, end hvis vi selv gjorde, for han sagde at man aldrig rigtig vist hvad man fik og det kunne være farligt, hvis man fik noget forkert. Jeg syntes både at det lød klogt og var stolt af den måde min far passede på os på den måde. 
 

Jeg så op til min far og ville gerne passe ind i hans liv og følte mig som noget særligt og voksent sammen med ham, fordi han behandlede mig som sin ven.
Samtidig løj jeg også meget overfor ham. Det var løgne om hvordan jeg havde det, løgne der skulle få mig til at passe bedre ind i hans liv. Jeg ville så gerne have hans anerkendelse og ros, så det jeg løj om, var ofte i form af at ”pynte” på tingene om hvordan jeg håndterede mit liv. 
Det er lidt svært helt præcis at fortælle hvordan mine løgne var, jeg var så sølle på så mange måder. Det var løgne der dækkede over mange forskellige følelser. Jeg fortalte min far rigtig mange ting om hvordan jeg klarede mig, om hvordan jeg stjal når jeg var sammen med mine veninder, om hvordan vi stak af og tog til København og rendte rundt i gaderne om natten, om hvordan min mor og hendes mand opførte sig og alt det var rigtig nok, der hvor løgnene kom ind var mest, hvordan jeg havde det med det, for han måtte ikke tro, at jeg ikke kunne tackle det der var eller at jeg ikke kunne klare mig selv. Jeg frygtede at blive afvist, hvis jeg forventede noget af ham, så det var der løgnene de skulle dække over noget.
 

I de år min far boede i Sverige, blev hans liv mere ”normalt” eller i hvert fald mere roligt i nogle perioder. Han tog ikke lige så ofte til Danmark. Men indimellem skulle han jo sælge hash for at tjene penge, han fik bistandshjælp, men det var ikke altid nok. 
Da jeg var flyttet ”hjemmefra” fra den institution jeg boede på, flyttede jeg til Helsingør, jeg boede til leje på et værelse, der lå på vejen lige mellem det værtshus, hvor min far solgte hash og færgerne til Sverige. 
For ikke at skulle blive snuppet af narkohunde i Helsingborg når han tog hjem, kom han indimellem forbi hos mig og lagde hash og penge hos mig, det var jo ret let på den måde! og jeg ville gerne hjælpe min far og føle at han kunne bruge mig til noget. Jeg var ikke dum, jeg har altid vist at det han gjorde, var ulovligt. Men jeg var naiv og tænkte ikke tanken en eneste gang, at det jeg gjorde også var ulovligt.
 

Jeg har aldrig haft mit eget værelse nogle af de steder hvor han boede, når jeg var på besøg hos min far. Der blev altid redt op på en madras på gulvet. 
Et af de steder hvor han boede med en kæreste i en to værelses lejlighed, lå jeg på en madras i deres forende. Jeg kunne ikke sove på sofaen i stuen for der sad de jo om aftenen, så også hos min far, var jeg en usynlig del af deres sexliv, hvor der ikke blev taget hensyn til at jeg lå i fodenden med en pude over hovedet og lodens som om jeg sov.
En gang da han boede i Sverige sammen med en kæreste, kan jeg huske at jeg også sov på en madras på gulvet. Det var i et værelse der lå mellem deres soveværelse og gangen, så de skulle forbi mig, når de skulle ind og ud af værelset. 
Jeg kan huske en nat hvor de havde sex, at min far kommer ud af deres værelse og jeg var lettet fordi de holdt op med deres lyde, jeg kom til at åbne øjnene og kigge op på ham og han er nøgen. Han skæller mig ud over at jeg kiggede og at jeg ikke respekterede deres privatliv. Jeg følte mig skamfuld og misforstået.
 

At se og høre min far have sex føltes anderledes end når det var min mor og hendes mand. Det var det selvfølgelig ikke, de grænser der er blevet overskredet var de samme. 
Men når det var min far var det noget jeg virkelig prøvede at fortrænge, fordi det måtte ikke ødelægge det billede jeg havde af ham, det måtte ikke komme imellem os. Men det var svært, for min far var den slags mand der rigtig godt kunne li´ sex og gerne længe og meget af det og i lang tid ad gangen.
Han havde pornoblade liggende og skjulte dem aldrig, det var lidt som om det bare var en side af ham, som jeg måtte acceptere når nu jeg var i hans hjem.
 

Jeg elskede ham og det gør jeg i en eller anden form stadigvæk. Han er på mange måder et godt og ærligt menneske. 
Men svigtene har været for store og hans fravalg af mig, sidder dybt i mig. Jeg har for 10-11 år siden valgt ikke at have ham i mit liv længere, både fordi smerten har været for stor og fordi jeg aldrig nogle sinde vil byde min egen søn, at han skal opleve, det han har budt mig. 
Han skal aldrig stå og vente på en morfar, der ikke kommer til aftaler, eller risikere at han dukker fuld op til en aftale. Eller overdynge ham med lange snakke om hans liv og hans valg.
 

Samtidig er det også en følelse af, at de svigt jeg har oplevet, er for store til, at jeg kan rumme at han er en del af mit liv. Jeg arbejder på at kunne tilgive, men sidder også med en følelse af hvad er det jeg skal tilgive, kan jeg tilgive en der så det hele, men ikke trådt til og gjorde noget.. Det værste er at, jeg indimellem kan føle skyld over det, føle skyld over på den ene side, at tænke han burde have været der for mig og på den anden føle skyld over at tænke sådan, han havde jo sit eget at slås med.. føle skyld over, at have forventninger til hvad en far er?, føle skyld over ikke længer, at have forståelse for hans valg og fravalg som jeg havde da jeg var yngre.
 

Delen her om min far, har været den sværest del indtil nu, at skrive om.
Det er svært fordi det hele bliver et stort psykisk bevidst svigt fra hans side, han valgte ikke at gøre noget og var ærlig omkring det, hans ærlighed har gjort så ondt, han kunne har truffet mange andre valg, men sagde at han ikke ville, fordi han ikke mente han var egnet til at være far, men kunne være min ven.. Han har aldrig ville prøve, aldrig givet det en chance og det gør ondt.
 

Den følelse jeg har siddet tilbage med som voksen og som jeg har kæmpet med hele mit liv var, at jeg er uden værdi, jeg er ikke værd at ofre noget for, der er ikke var kærlighed nok til at jeg kunne være hans datter, der var ikke kærlighed nok til at ofre druk og stoffer for mig.
 

For kort tid siden var jeg hos en dame, der arbejder med traumer og regression. Hun kaldte mig psykopat! Det var hårde ord, men det er sandt!
​For som hun sagde du er jo ikke psykopat over for andre, der har du masser af empati, kærlighed og omsorg. Men den måde du er blevet behandlet på i din barndom, den måde de voksne i din barndom behandlede dig på, det er den måde du har lært at behandle dig selv på, derfor er du blevet til psykopat i din måde at være over for dig selv på.


Det er på mange måder sandt, jeg har altid været meget hård ved mig selv og selvom jeg har arbejdet med mig selv og har et godt liv, så er der stadigvæk steder hvor jeg kan se, at der hvor mine traumer påvirker mig mest den dag idag mit er den måde jeg nogle gange behandler mig selv på.


Den næste del af min historie, handler om skole tiden, jeg var forkert, jeg var anderledes og jeg var ensom.

Tak fordi du læste med.

​Kh. Sine